Mennesket har til alle tider haft et dybfølt behov for at finde en forklaring på sin herkomst. En tørst efter at forklare vores plads i naturen og at vide, hvor vi kommer fra – uanset om det drejer sig om det enkelte individ, nationen eller om arten – synes helt klart at høre til de grundlæggende træk ved vores psyke. Hvor kommer vi fra? Hvordan er vi blevet til det, vi er? Og hvor er vi på vej hen? Det er sådant stof, myterne er gjort af. Og ligesom myterne om vores oprindelse, som utvivlsomt har været med os længe før skrivekunsten blev opfundet for 5.000 år siden, bidrager hver ny viden, som videnskaben frembringer om vores begyndelse, til at tilfredsstille længselen efter at kunne besvare disse spørgsmål. Udforskningen af menneskets oprindelse og udvikling – palæoantropologien – er således i høj grad en offentlig videnskabelig disciplin, der optager praktisk taget ethvert menneske. Spørgsmålet om vores oprindelse er et emotionelt emne, der er dybt rodfæstet i vores sjæl side om side med vores opfattelse af os selv som menneskelige væsener og af vores plads i den naturlige og sociale virkelighed, der omgiver os.
Især tre fagområder bidrager med viden om menneskets oprindelse og udvikling: Den fysiske antropologi (fossiler), arkæologien og genetik ken (den molekylære antropologi).
Den fysiske antropologi rekonstruerer udviklingshistorien ved hjælp af ligheder og forskelle i morfologi, mens den molekylære antropologi rekonstruerer udviklingshistorien ved hjælp af ligheder og forskelle i arvemassen. For begge gælder generelt, at stor lighed afspejler nært slægtskab (en fælles forfader af nyere dato); stor forskel afspejler fjernt slægtskab (en fælles forfader i en fjern fortid). Arkæologien bidrager med mere indirekte viden om vores forfædre gennem studiet af fortidige bopladser, redskaber m.m.
For eventuelle spørgsmål henvendelse til Knud Aavang Jensen på folkivall@gmail.com eller tlf. 2370 1458.