Agnes Henningsen var barn af det moderne gennembrud, en gruppe borgerlige intellektuelle og kunstnere, som med Georg Brandes i spidsen kritiserede det gamle samfunds værdier og satte spørgsmålstegn ved kvindens rolle som “englen i huset”. De krævede også en kritisk, engageret digtning. Agnes Henningsens liv og forfatterskab var en lang kamp mod samfundets dobbeltmoral. Hun skrev også i sine tidlige romaner stærkt selvbiografisk, og det samlende tema er kærlighed. For hende er kærligheden også den sanselige side, og kvinderne i hendes forfatterskab er ikke frigide hysterikere eller passive selvudslettende kvinder, spærret inde i ægteskabets snærende bånd. Det er frie kvinder, som forener arbejde, moderskab og kærlighed, og ifølge Agnes Henningsen er kvinderne kærlighedens præstinder. Hun var ikke optaget af politik eller kvindesagen, og hun klædte sig ikke som en blåstrømpe, men gik i flotte kjoler og med store hatte. Samtiden så hende som en pikant og letsindig kvinde, hvis frækhed ingen grænser havde. Hun ønskede selv “en let gang på jorden”, og det var for hende ensbetydende med en varm, munter indstilling til livet. Dette blev det gennemgående motiv i hendes 8 binds erindringsværk, som hun skrev i 1940’erne, da hun selv var i halvfjerdserne. Disse erindringer gjorde hende kendt og elsket i befolkningen, og foredraget vil især fordybe sig i de tre første bind, hvor man møder et varmt og åbent menneske, som møder verden med opspærrede øjne.