Bæredygtighed og kulturkamp

v/ Professor CBS Jens Frøslev  

torsdag 26. oktober 2017 kl. 19:00
1 gang
Ærø Folkeuniversitet

En omfattende bæredygtig omstilling af vores erhvervsliv og samfund er påtrængende, hvis en global klimakatastrofe skal afværges. Det er stort set samtlige klimaforskere enige om. Overalt i verden er der bestræbelser på omstilling, og på nogle områder har Danmark ligget i spidsen.

Men det står stadig mere klart, at de kræfter, der kæmper for omstilling (fx gennem udvikling af nye bæredygtige teknologier, driftsformer, livsformer og forbrugsmønstre), hidtil ikke har kunnet hamle op med de økonomiske og ideologiske kræfter, der ikke tror på nødvendigheden af radikal omstilling.

Der er tale om en bredere kulturkamp, hvis omfang ikke står tilbage for de langvarige kampe, der førte til Reformation i det 16. århundrede eller førte til demokrati i det 19. og 20. århundrede.

Klimaforskernes dokumentation af omstillingens nødvendighed er tydeligvis ikke tilstrækkelig til at sikre bred og vedvarende opbakning bag en bæredygtig omstilling. Hvorvidt omstillingen skal lykkes, vil afhænge af forløbet af den kulturkamp, der udspiller sig på alle niveauer i samfundet, også på Ærø. Og resultatet er ikke givet på forhånd.

Jens Frøslev Christensen, der er professor i innovation og organisations økonomi på CBS, giver et overblik over, hvad forskningen kan sige om omstillingsstrategier, og han argumenterer for, hvorfor omstillingen bedre kan forstås som resultatet af en bredere og langvarig kulturkamp og ikke alene af en politisk kamp.