Gennem 250 år var der dansk evangelisk luthersk kirke i Caribien fra 1666, da det første skib ankom til St. Thomas, var der en præst med, og under forskellige for-hold var den danske kirke til stede frem til salget af øerne for 100 år siden i 1917. I begyndelsen betjente de danske præster kun den lille danske befolkningsgruppe, men ikke de efterhånden mange slaver, der blev sejlet over fra Afrika. Det var først brødremenigheden, der fik den danske konges tilladelse til at tage et arbejde op blandt slaverne i 1732. Et par årtier efter fik de danske præster adgang til at virke blandt slaverne.

Situationen ændrede sig efter ophøret af slavehandlen i slutningen af 1700-tallet og frigivelsen af slaverne 1848. Indtil da havde slaverne stort set fulgt deres herrer med hensyn til kirkeligt tilhørsforhold. Derfor stod flere andre kirkesamfund ret stærkt i Dansk Vestindien, mens den danske folkekirke kun talte små 10% af den samlede befolkning. De danske menigheder bestod af to grupper, en dansks-progede, som om søndagen samledes til gudstjeneste kl. 10, og en engelsksproget, som med samme danske præst holdt gudstjeneste kl. 12.

Ved salget i 1917 forlod danskerne øerne, som de populært sagt overlod til sig selv, men den engelsksprogede del af den danske folkekirkes menigheder valgte at blive knyttet til den lutherske kirke i USA.

Forelæsningen, som er ledsaget af billeder, vil falde i to afsnit. Første afsnit vil give en generel beskrivelse af den danske kirke på de vestindiske øer. Anden del vil beskrive perioden mellem 1902, hvor et forsøg på at sælge øerne til USA ikke blev til noget, frem til salget i 1917. I denne periode blev der fra kirkeligt hold ydet en energisk indsats for at forbedre forholdene på øerne.

I dag besøger mange danske det tidligere Dansk Vestindien og oplever minderne fra den danske tid. Et synligt minde er de fire kirker fra den danske tid, hvor der fortsat samles lutherske menigheder.