Dansk kunst fra romantikken til det moderne gennembrud
v/ Mag.art. Birgitte Zacho
5 mandage: 26.9.; 3.10.; 10.10.; 24.10.; 31.10.
1800-tallet er en fascinerende periode i den danske kunsts historie. Århundredet starter med at flere af den forrige periodes store kunstnere dør og så er scenen åben for nye stjerneskud. Eckersberg gør sig klar til at overtage et professorat på kunstakademiet ved at drage til Paris og Rom og suge til sig af nye strømninger og tendenser både indenfor portrætgenren og landskabsmaleriet. Inspirationer som han øser ud af til de næste generationer, og selvom Danmark gennem guldalderen er præget af dårlige økonomiske tider, blomstrer kunstscenen med malere som Købke og Lundbye. Særligt Lundbye fanger tidsånden i sine landskaber, da stemningen i 1840’erne bliver mere og mere nationalistisk. De næste årtier forherliges den oprindelige danske befolkning af folkelivsmalere som Exner og Dalsgaard og først op mod 1880’erne blæser der igen internationale inspirationer ind over landet. Krøyer rejser ud og hjembringer en helt ny forargende realisme og en lyst til at male i det fri, som smitter og fører kunsten i nye retninger. Kunstnerne begynder at male problemerne i deres egen tid og som noget helt nyt ser vi også flere markante kvinder udfolde sig.
I samarbejde med Sønderjyllands Kunstskoles Venner