Erosionen af den danske provinsby
v/ Lektor og forfatter Michael Bøss
Da politikerne svigtede
Tirsdag d. 17/11 kl. 19.30 – 21.30 følges det op med et foredrag af lektor og forfatter Michael Bøss, en af Danmarks mest brugte foredragsholdere. Dette foredrag foregår ligeledes på Lemvig Museum.
Han vil bl.a. tage udgangspunkt i den aktuelle situation og skriver i sit oplæg til foredraget i Lemvig: ”Folkeringsvalget i juni blev afgjort af ”oprøret fra udkanten”, og den nuværende regering har med sin beslutning om udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsregionen vist vilje til at lytte til kritikken af et Danmark i stigende ubalance. Men i virkeligheden har begge de politiske fløje andel i skævvridningen. Da det var muligt at skabe vilkår for en jævnt udbredt vækst i det sidste årti af 1900-tallet, svigtede politikerne.”
Michael Böss underviste på Lemvig Gymnasium 1980-1993. Han var allerede dengang stærkt engageret i udkantsproblematikken og arrangerede i sensommeren 1993 en to uger lang nordisk ”udkantsfestival” i Lemvig og Thyborøn-Harboøre kommuner. Festivalen drog senere videre til Norge og Færøerne for igen at returnere til det nordvestjyske i 1998.
Michael Böss tog også spørgsmålet om forholdet mellem centrum og periferi i programmet Marginalen, som han producerede for DR P1 fra 1990 til 1998. Han har igen været en markant stemme i udkantsdebatten i de senere år som kommentator ved Berlingske og som bidragyder til bogen ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” redigeret af Finn Slumstrup og Viggo Mortensen. Han har skrevet to debatbøger: ”Republikken Danmark” (Informations Forlag, 2011) og ”Det demente samfund” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2014). Den sidste er hidtil udkommet i 5 oplag.
Ved siden af sin forskning og undervisning på Aarhus Universitet, er han en flittig debattør og kommentator i dagblade og medier og holder mange foredrag i hele landet.
Michael Böss har lige siden 1980 boet i Holstebro, men har fastholdt sin tilknytning til Lemvig som formand for Museet for Religiøs Kunst og medlem af Lemvig Gymnasiums bestyrelse siden 2014.