Et fossilfrit samfund kræver øget minedrift

v/ Kristoffer Szilas, Kristoffer Szilas er lektor i geologi ved Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning, Københavns Universitet, og desuden medredaktør for tidsskriftet Geoscience Frontiers.  

lørdag 29. april 2023 kl. 14:00
1 gang
Ærø Folkeuniversitet

Alle er enige om de positive aspekter af vindmøller, solceller og elbiler, men de færreste er klar over, at der faktisk skal rigtig mange metaller – og dermed minedrift – til, for at vi kan implementere den grønne omstilling på global skala. Behovet for minedrift har aldrig været større, og hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, kræver det endnu flere metaller og mineraler, end vi udvinder i dag. Sat lidt på spidsen, så går vi fra at være et samfund, der forbruger fossile brændstoffer til et samfund, der forbruger metaller til sol- og vindenergi, samt til elektrificering af transportsektoren. Med andre ord: Hvis vi vil have den grønne omstilling, kræver det mere minedrift fremover, og det må vi planlægge efter. Vi risikerer at møde en stopklods, hvis ikke metalforsyningen bliver taget alvorligt i tide. I dette foredrag vil Kristoffer Szilas fortælle om, hvor vi får de forskellige mineraler fra, og hvilke potentielle problemer det kan medføre i form af leveringssikkerhed, geopolitiske spændinger og etiske overvejelser.