Finland i 100 år
v/ Jan Ahtola Nielsen, Marianne Just, Christian Schnettler m.fl.
Finland blev en selvstændig stat d. 6. december 1917. Oktoberrevolutionen i Rusland var den chance, Finland kunne gribe for at bryde med Rusland, nu Sovjetunionen, og Lenin accepterede. Man kunne jo altid komme igen! Men Finland blev frit, endeligt, efter århundreder under først svensk, siden russisk overherredømme.
Begivenheden fejres stort i Finland hele dette år. De nordiske statsoverhoveder har allerede været der for at lykønske, og på dagen, d. 6. december, forventes det også, at den forsmåede part, Rusland, vil lade sig repræsentere ved præsidenten. Man skal nok ikke forvente, at han også indbydes til at se den til lejligheden genindspillede film om Vinterkrigen, Den ukendte Soldat, men der er jo også andet, man kan tage sig til.
Vi vil også fejre Finland med et 3 dage langt seminar i Helsingør i samarbejde med (Odd Fellow) Palæets venner. Det sker i dagene 23.-25. november. Her vil være film og foredrag om historie, kunst, kultur, musik, samt historien om finnebørnene i Danmark. Vi planlægger også at føje finsk mad til arrangementet. Medvirkende bl.a. Jan Ahtola Nielsen, Marianne Just, Christian Schnettler m.fl. Vi håber også på en officiel repræsentation ved arrangementet.
Et partoutkort til en beskeden pris vil give adgang til det hele (dog særlig pris for spisning).
Arrangementet gennemføres i samarbejde med Palæets Venner. Nærmere program vil foreligge ultimo september.
23.11.17 kl. 19.00
24.11.17 kl. 16.00
25.11.17 kl. 10.00