Danmark er blevet et samfund, som ikke længere formår at give de dårligst stillede den støtte, som gør, at de kan udvikle sig og blive en del af fællesskabet. I stedet henviser velfærdssamfundets institutioner i stigende omfang børn, unge og voksne til et liv i udenforskab, dvs. uden mulighed for hverken at bidrage til fællesskabet eller blive herre i eget hus. Derfor skal det danske velfærdssamfund forandres. En ny retning for det danske velfærdssamfund starter med det fælles udgangspunkt, at alle skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet. For langt de fleste går det let. Det udspringer af den bagage, som den enkelte og dennes familie giver. Men for nogle kræver det støtte fra velfærdssamfundets institutioner. Det er derfor vigtigt, at de har fokus på netop de mennesker, som har behov for støtte for at kunne bære ansvaret selv. Velfærdssamfundet skal primært holde sig de dårligst stillede 20% for øje. I stedet har mange institutioner et for stort fokus på at støtte dem, som allerede kan selv, dvs. på den store brede middelklasse. Mulighedslighed i fællesskabet forudsætter at den enkelte bidrager med det, som han/hun kan. Men det indebærer omvendt også, at der skal ekstra fokus på netop dem, som har de største udfordringer. Det kræver en samfundsmæssig omlægning fra at tænke den offentlige sektor som en servicefabrik med borgerne som kunder i butikken og til at give den ekstra indsats til netop de svagest stillede.

Danmark er blevet et samfund, som ikke længere formår at give de dårligst stillede den støtte, som gør, at de kan udvikle sig og blive en del af fællesskabet. I stedet henviser velfærdssamfundets institutioner i stigende omfang børn, unge og voksne til et liv i udenforskab, dvs. uden mulighed for hverken at bidrage til fællesskabet eller blive herre i eget hus. Derfor skal det danske velfærdssamfund forandres. En ny retning for det danske velfærdssamfund starter med det fælles udgangspunkt, at alle skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet. For langt de fleste går det let. Det udspringer af den bagage, som den enkelte og dennes familie giver. Men for nogle kræver det støtte fra velfærdssamfundets institutioner. Det er derfor vigtigt, at de har fokus på netop de mennesker, som har behov for støtte for at kunne bære ansvaret selv. Velfærdssamfundet skal primært holde sig de dårligst stillede 20% for øje. I stedet har mange institutioner et for stort fokus på at støtte dem, som allerede kan selv, dvs. på den store brede middelklasse. Mulighedslighed i fællesskabet forudsætter at den enkelte bidrager med det, som han/hun kan. Men det indebærer omvendt også, at der skal ekstra fokus på netop dem, som har de største udfordringer. Det kræver en samfundsmæssig omlægning fra at tænke den offentlige sektor som en servicefabrik med borgerne som kunder i butikken og til at give den ekstra indsats til netop de svagest stillede.