Hannah Arendts filosofi – At tænke uden gelænder
v/ Claus Christoffersen
I fortsættelse af seneste sæsons velbesøgte foredragsrække med Steffen Støvring om 4 eksistenstænkere indbyder vi til en efterårs-temaeftermiddag med Claus Christoffersen, som i flere år har arbejdet med Hannah Arendts tænkning: ”At tænke uden gelænder”.
Denne tankevækkende formulering af den tysk-jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt viser, hvorfor hun er en af de største moderne tænkere. I et århundrede, hvor tænkningen var låst fast i ideologiernes spændetrøje, tænkte Arendt selvstændigt og på tværs. Derfor har hun bevaret sin aktualitet. Hun er den første, der viser, hvorfor det overdrevne fokus på arbejde og forbrug formindsker den menneskelige tilværelse, og det er hende, der formulerer tanken om ”ondskabens banalitet” i forbindelse med retssagen mod Adolf Eichmann. Og på baggrund af hendes egne erfaringer som jøde i Tyskland er det Arendt, der formulerer tanken om pluralismens nødvendighed – om at forskellige mennesker skal kunne leve sammen i et fælles samfund.
Hun er på alle måder en usædvanlig tænker, der kan gøre os klogere på vores egen tid.