Kina – den nye supermagt? 4 forelæsninger
Kina – den nye supermagt?
Skal vi frygte Kina som en kommende supermagt?
Kinas hastige økonomiske, politiske og sociale udvikling skaber med jævne mellemrum frygt i medierne for at Europa bliver rendt over ende af driftige kinesere. Kinas betydelige økonomiske og kulturelle investeringer i Europa de seneste år har nemlig givet anledning til bekymring for kinesernes bagvedliggende hensigter. Kinas tiltagende økonomiske betydning der ikke følges op af politiske reformer, giver også panderynken i dele af Europa. Billeder fra kinesiske storbyer hvor forureningen hænger tungt i luften, giver ligeledes grund til kritik af de stigende globale miljøproblemer som følge af Kinas fortsatte vækst. Og endelig ser vi tv-udsendelser hvor danske og kinesiske skolebørn sammenlignes, og det viser sig at danske børn klarer sig dårligere fagligt og socialt set end de kinesiske.
Hvad er egentlig op og ned? Er der noget at frygte? Vi vil ud fra fire perspektiver nuancere Kinas udvikling med vægten på Kinas forhold til Europa hvad angår økonomiske og kulturelle investeringer, politiske forhold med præsident Xi Jinping ved roret, Kinas politik i forhold til miljø- og klimaproblemer og endelig udviklingen inden for det kinesiske uddannelsessystem.
18.02.15: Kan Kina blive en supermagt ved brug af hård og blød magt i forhold til udlandet? v. lektor, ph.d. Mette Thunø, Aarhus Universitet
25.02.15: Kan Kina blive en supermagt med det nuværende politiske system? v. professor, ph.d. Kjeld Erik Brødsgaard, CBS
04.03.15: Kan KIna blive en supermagt med det nuværende uddannelsessystem? v. professor Stig Thøgersen, Aarhus Universitet
11.03.15: Kan Kina blive en supermagt og samtidig håndtere miljø- og klimaproblemer? v. professor Jørgen Delman, Københavns Universitet
Alle dage kl. 15:30 på Alsion/SDU-Sønderborg.