Kriminalpsykologen i Virkelighedens Verden
v/ Kriminalpsykolog Charlotte Kappel
Charlotte Kappel vil holde foredrag om hvad man arbejder med, når man er kriminalpsykolog. Der bliver taget udgangspunkt i Øbro & Tornbjergs fiktive kriminalromaner, hvoraf den sidste De Ustraffede har lagt højt på bestsellerlisterne i lang tid. Der er megen interesse for kriminalromaner og kriminalserier i medierne for tiden og mange mennesker bruger en betragtelig del af deres fritid på at læse eller se denne form for litteratur, film og serier. Men der er bestemt forskel på den fiktive verden og den virkelige verden. Noget mange studerende finder ud af alt for sent. Der bliver her ikke fokuseret på enkelte sager, men mere hvad kriminalpsykologens arbejdsdag kan indeholde og hvor en kriminalpsykolog kan arbejde og hvordan man bliver kriminalpsykolog. Der vil særligt være fokus på virkelighedens verden i forhold til Katrine Wraa, som er hovedpersonen i føromtalte bøger. Katrine er med ude på gerningsstederne og er med på første række, når der opklares alt lige fra stalking til mord. Men hvordan arbejder virkelighedens kriminalpsykolog? Det har du nu muligheden for at finde ud af.