Den nye interesse for ordet dannelse er interessant. Hvordan får vi udviklet selvstændige mennesker med dannelse? Hvordan kan man fremme ”en indre forbedring og forædling”? Hvordan kan begrebet humanitet få så stort et indhold som muligt i den enkelte? Hvordan styrke den etiske sans? Og man kan spørge videre: Kan kunsten være en medspiller i den proces?

Foredraget vil give et perspektiv omkring det. Det gælder den kunst gennem tiden, som har dannelseskraft i sig. Det kan være antikkens Fidias, gotikkens Giotto, ungrenæssancens Donatello og højrenæssancens Michelangelo. Deres figurer var på gaden, så man dagligt skulle få dem ind i sindet. Der vil også blive knyttet an til den klassiske modernisme, hvor der stadig er opfordrende meddelelser.

I den nyere kunst er der også kunstnere, der vil have os til at tænke og mærke livet i dets smerte og mulighed. Det gælder serber-amerikaneren Marina Abramovic (f. 1946). Hun har siden 1970’erne lavet performance, hvor der er noget på spil. Som i 2010 på Moma i New York, hvor gennem tre måneder hver dag satte sig timevis i en stol og tavst tilbød sit nærvær til de mennesker, der satte sig over for hende, med et lysende stærkt blik, klædt i rødt, sort eller hvidt. 

Kan man genfortrylle dannelsen? Kunst kunne være en medspiller. Det har den været i de gyldne perioder gennem historien.

Foredraget vil følge den kunst gennem tiden, som har dannelseskraft i sig. Det gælder de romanske figurer på Chatreskatedralen, ungrenæssancens Donatello, Picassos lygtebærer over Maria Abramovic, som i den nyeste kunst vil have os til at tænke og mærke livet i dets smerte og muligheder.