KUNSTHISTORIENS STORE MESTRE: EGON SCHIELE

v/ Kunsthistoriker Signe Jacobsen  

onsdag 29. marts 2023 kl. 19:00
1 gang
Skive Kunstforening i samarbejde med Folkeuniversitetet i Skive og Skive Museum

Wien omkring år 1900 er modsætningernes holdeplads – et konservativt kejserhof med sin rod i barokkens kunst på den ene side og åndeligt og kunstnerisk nybrud i et samfund på randen til en ny tid på den anden. Spændingerne spidser til politisk, og 1.verdenskrig rammer i 1914.

Wien er jugendstilens forpost, med Gustav Klimt inden for maleriet og Otto Wagner inden for arkitekturen. Og så er der den grænseoverskridende Egon Schiele, der arbejder videre med udgangspunkt i Klimts erotisme på en æstetisk udsøgt vis – men i modsætning til Klimt med en foruroligende indre konflikt og grænseoverskridende hudløs afdækning af den plagede seksualitet og den svære kærlighed.

Han bliver en fuldtonet eksponent for ekspressionismen, men bibeholder jugendstilens skønhedssøgende linjeforløb.

Pris pr. foredrag er 100 kr., som betales ved indgangen (gratis for medlemmer af Skive Kunstforening).