Lommer af lys – det eksistentielle spor i dansk kunst

Mikael Wivel, Kunsthistoriker, dr. phil
22. marts 2023 Kl. 19:30 Holstebro Folkeuniversitet

Foredraget tager afsæt i en bog med samme titel, som Mikael Wivel udgav for nylig. Bogen, Lommer af lys – det eksistentielle spor i dansk kunst kan læses som en fortløbende fortælling, der lidt efter lidt skyder sig ind på et enkelt, men absolut centralt spor i dansk kunst, nemlig det eksistentielle spor.
Et spor der løber ubrudt fra oplysningstiden i 1700-tallet og frem til vor egen tid, her og nu – fra klassikere som Købke, Bertha Wegmann og L.A. Ring over moderne mestre som Olivia Holm Møller, Henry Heerup og John Olsen til samtidskunstnere som Lisbeth Nielsen, Mette Dreyer og Peter Linde Busk.
Der er tale om en tematisk rytme gennem dansk kunst. De enkelte vinklinger på den menneskelige eksistens afløser hinanden og belyses af kunstnere, der ikke nødvendigvis er fra samme periode, men som alle har arbejdet med åbent sind overfor deres motiver og derfor været i stand til at vinkle verden på vedkommende vis.
Kunstnere, som har skabt deres billeder for at blive klogere på det, de så og oplevede og formået at give deres oplevelser videre til os andre, uden distance til tematikken.
Så selv om deres billeder er forankret i den tid, hvor de blev til, rummer de noget tidløst i sig. Vi bliver aldrig færdige med dem.

Sted: Holstebro Kunstmuseum