Nordsjælland, du er hovedlandet – Om landliggere og litterater

v/ Jan Horn Petersen  

tirsdag 27. oktober 2015 kl. 19:00
1 gang
-

Hovedlandet, nej ikke helt, men man må ikke overse, at Nordsjællands lyksaligheder har tiltrukket overordentlig mange kunstnere.

Den historie har lektor Jan Horn Petersen sat sig for at berette i en kommende bog: Landliggere og litterater. Da kongemagten efter reformationen samler det meste af jorden i Nordsjælland, starter fortællingen om landskabets rekreative potentiale med slotte, kongeveje og landskabelige herligheder.

I løbet af 1700-tallet får embedsadelen og det bedre borgerskab også øjnene op for herlighederne, og der opføres en lang række lystejendomme i nærheden af hovedstaden. På disse ejendomme blomstrer den ofte romantiske havekultur og tilmed den tidlige romantiske digtning, f.eks. på Hellebækgård.

I kølvandet på disse tiltag bevæger de kreative lag, malere, forfattere og andre sig i stigende grad ud i det nordsjællandske landskab og i løbet af 1800-tallet også ud langs kysten. Denne udvikling hænger også sammen med transportrevolutionen og andre karakteristiske træk i den moderne udvikling, herunder begreberne ferie og fritid. En lang række mere eller mindre kendte forfattere har beskrevet forskellige sider af landliggerlivet, heriblandt Herman Bang og Holger Drachmann. I tiden omkring 1900 er der desuden en tendens til at en række forfattere slår sig ned i Nordsjælland, men har en motivkreds, der er knyttet til udviklingen i storbylivet, eller andet. Det gælder f.eks. Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexø. Andre forfattere inddrager forskelige sider af livet i Nordsjælland i motivkredsen, f.eks. Knud Sønderby og Hans Scherfig.

Frank Jæger beskriver livet i købstaden Helsingør og i nyeste tid findes biografiske skildringer med relation til området (Troels Kløvedal) og i de seneste år har en række krimiforfattere (f.eks. Lars Kjædegaard) også anvendt landskabet og kulturen i motivkredsen.

151014

Tirsdag den 27. oktober kl. 19.00-21.00

Espergærde Bibliotek

Pris kr. 75 inkl. forfriskninger