Reformation, modreformation og sekularisering

v/ Steffen Heiberg, mag.art. i historie, forfatter og tidligere forskningschef, Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot  

torsdag 26. oktober 2017 kl. 17:15
1 gang
Folkeuniversitetet i Vallensbæk

Foredraget arrangeres i samarbejde med Vallensbæk kirke, som er vært ved en lille forfriskning i pausen.

Reformationen forandrede politiske forestillinger og kulturelle normer i Europa. Vi ser på sammenhængen mellem religion og politik ved at konfrontere tanker og forestillingsverden hos tænkere som Martin Luther, Erasmus af Rotterdam, Thomas More, Machiavelli, Calvin og Montaigne. Tidens modsætninger kom også til udtryk i billeder, og bl.a. Rafael, Cranach, Tizian og Rubens er en genvej til at forstå politiske og konfessionelle ideer. Rafaels billeder i Vatikanet forklarer bedre end meget andet, hvad det var, Luther reagerede imod. Det hævdes ofte i forbindelse med debatten om Europa og de fremmede, at Europas sekulære kultur har Reformationen som forudsætning. Så simpelt er det ikke, men de konfessionelle konflikter betød, at en række traditionelle religiøse, moralske og politiske forestillinger måtte gentænkes. Vejen til moderniteten begyndte at tegne sig. Forelæsningen bygger på den nye bog ’Nye horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen’ (Gad, oktober 2016).

For eventuelle spørgsmål henvendelse til Maj Britt Færk Justesen på mabj@km.dk eller tlf. 7210 0091.