Hvordan kan man vise berømte historiske slag mellem store hære på en lillebitte træscene? Hvordan kunne Shakespeares publikum, som sad (og mange stod) omkring den lille tribune-agtige scene i det nyopførte GLOBE-teater, forestille sig de engelske og franske hære i voldsomme sammenstød? ”Brug alle fantasiens kræfter!” siger Prologus i Henry V.

Prologus var måske Shakespeare selv, og prologen indeholder selve princippet i Shakespeare-teatrets scenografi: Den tomme scene. Skuespillerne taler kulisserne frem, publikum arbejder med og ser det hele for deres indre blik.

I Henry V skal de se slaget ved Agincourt, hvor en engelsk hær besejrer en meget større fransk styrke. Og de skal høre den tale, som den engelske konge holder for sin hær for at give dem kræfterne til den sejr. Henry V har lagt sin fortid i knejperne bag sig. Hans tidligere venner er som fremmede for ham. Falstaff er død. Hal knuste hans hjerte – Hal knuste den side af sig selv og blev Henry V. Skyggerne fra faderens mord på den retmæssige konge, Richard II, ligger stadig og ulmer.

Hvordan kan faderens brøde sones? Og hvordan kan adelen forhindres i oprør? Måske ved at vinde de gamle franske besiddelser tilbage. Det gør han – og for at stadfæste sejren, frier han i en fortryllende scene til den franske prinsesse Catherine.

Folkeuniversitet i Helsingør fortsætter ufortrødent, nu på 16. år, gennemgangen af Shakespeares dramatiske værker. I år om værket ‘Henry IV’ fortolket og præsenteret af lektor Anne Kristensen.